2. dag i Yosemite

8. april 2016

Yosemite efterlader en lyst til mere og er så stor, at én dag næsten ikke er nok. Heldigvis har jeg ikke noget at nå, bortset fra flyet hjem d. 29. maj, så jeg nappede en halv dag mere i nationalparken.

Op tidlig morgen før fanden fik sko på, pakkede bilen og forlod Mariposa. Ankom ved 8-tiden og havde næsten det hele for mig selv, fordi der var lovet 70 % chance for regn inden kl. 11.00.

Jeg kørte op til et sted der hedder Mirror Lake, hvor den omkringliggende natur reflekteres helt klart i søen. Der er en særlig ro over stedet, og man forstår godt at stedet har været en magnet for turisme siden midten af det 19. århundrede.

Man får lyst til at sætte sig på en sten med en fiskestang, men det går ikke. Man må ikke samle noget op i Yosemite. Ikke engang en sten eller en grankogle. Alt er fredet.