Miami, dag 2: shop till you drop!

27. maj 2016

(Photo/map credit: Google)

Fredagen stod på shopping, eller i det mindste en tur til et rigtigt stort "Mall" for at kigge.

"Sawgrass Mills" er med mere end 350 butikker det største outlet og detail shoppingenter i USA. Centret ligger i byen "Sunrise" mellem Miami og Fort Lauderdale.

Undtagelsesvis benytter jeg ikke egne billeder, men et kortudsnit fra Google. Dels fordi det ikke ville give mening at vise et billede af et par butikker, og dels fordi jeg simpelthen ikke tog nogle billeder derude. Det virkede lidt tåbeligt at gå rundt i et shoppingcenter og tage billeder, og desuden var der ikke mere plads på mobilen.

På luftfotoet kan man ane 4-5 massive bygninger som hver rummer det samme som "Fields" eller "Fisketorvet". Rundt omkring er der naturligvis 1000-vis af parkeringspladser. Bemærk størrelsesforholdet til parcelhusene til højre i kortudsnittet.

Her er virkelig ALT hvad hjertet kan begære, og lidt til. Mange af de store mærker har outletbutikker og så er der naturligvis alle de kendte kæder og dyre mærker.

Jeg brugte 3-4 timer derude, men kan levende forestille mig at andre kunne bruge en hel dag på oplevelsen. Jeg forlod centret med en enkelt indkøbspose, hvilket fik flere til at kigge misbilligende på mig 🙂