På vej gennem indianerland

17. april 2016

Fra "Page" satte jeg kursen nordøst på, for at ramme det geografiske punkt "Four Corners", hvor 4 stater mødes.

Jeg kørte gennem Navajo Nation, hvor indianerne har delvist selvstyre. Undervejs kørte jeg flere gange forbi, hvad jeg vil betegne som bosættelser. Midt ude i ørknen bor indianerne i træhuse, skure, campere og trailere. Det må være en meget rå tilværelse, men de er jo også et naturfolk som på mange måder minder om Grøndlændere.

Navajostammen er kendt for at sælge smykker, kunst, tæpper osv., og ved stort set hver rasteplads, var der opsat nogle primitive salgssteder, hvor man kunne betale med kreditkort. Jeg er som regel ikke meget for at købe souvenirs, men købte undtagelsesvis en såkaldt "Dream Catcher" og en pilespids udført i sten, for at støtte indianernes sag.